Kultur
Hun overlevede det umulige
Bogudgivelse:
Den 32-årige canadier Amanda Lindhout blev taget som gidsel af somaliske gidseltagere og holdt i fangenskab, sultet, slået og voldtaget systematisk igennem 15 måneder. At tilgive både gidseltagerne og sig selv er en del af en helingsproces, som hun stadig arbejder på hver eneste dag.PERNILLE GLAVIND OLSSON
Der er langt fra den velproportionerede,
smilende kvinde med bobbet
hår, silkeskjorte og høje hæle, der
netop har stillet sin sorte Pradahåndtaske
fra sig i et mødelokale på sit danske
forlag, til det nøgne, radmagre menneske
med blå-hvid, voksagtig hud, sorte ringe
om anklerne og hår i lange, tynde tråde,
som Amanda Lindhout mødte, da hun efter
15 måneders fangenskab kiggede sig selv i
spejlet på et hotel i Nairobi i Kenya. Det er
fire og et halvt år siden, at hun og hendes
medfange, Nigel Brennan, blev frigivet mod
en løsesum på 600.000 dollars efter præcis
460 dages mareridt.
Amanda Lindhout er i hjemlandet Canada
blevet berømt som den selvlærte krigskorrespondent, der med lige dele blåøjet
optimisme og ukuelig beslutsomhed i 2008 rejste
ind i det lovløse Somalia. På det tidspunkt
havde hun kun haft begrænset succes
som freelancejournalist, dels med sin faste
klumme i hjemegnen Albertas lokale avis,
Red Deer Advocate, dels som reporter for
den iranske tv-station Press TV. I sin nye
bog, ”Huset i himlen”, skriver hun:
Efter syv måneder i Bagdad rettede jeg sigtet mod Somalia. Grundene virkede ret indlysende. Somalia var et kaos. Der var historier at fortælle – en rasende krig, en truende hungersnød, religiøse ekstremister og en kultur, som man stort set aldrig hørte om. Jeg var godt klar over, at det var et fjendtligt, farligt sted, og at få journalister turde tage dertil. Sandheden var, at jeg var glad for den manglende konkurrence. Jeg regnede med, at jeg kunne opholde mig der kortvarigt og rapportere fra katastrofens udkant.
Den ambitiøse canadier drømte om få solgt
sine historier til de store tv-stationer, få et
gennembrud som journalist og rykke videre
til større bedrifter. I dag erkender hun sin
naivitet, og når man spørger, hvor hurtigt
efter sin frigivelse, omverdenen konfronterede
hende med naiviteten, svarer hun:
»Lige med det samme! Men prøv at høre:
Jeg var uerfaren, ambitiøs, og ligesom andre
unge mennesker i 20’erne følte jeg mig
uovervindelig. Jeg har haft mere tid end
nogen til at overveje de valg, jeg traf, og da
jeg blev mødt af den kritik, argumenterede
jeg heller ikke imod. Jeg skal være den første
til at sige, at det ikke var den klogeste
beslutning – og det har jeg betalt for.«
I dag fremstår Amanda Lindhout som en
selvsikker kvinde med lyst på livet.
En kendis i hjemlandet
I forbindelse med sin aktuelle bog, ”Huset i himlen”, som hun har skrevet sammen
med New York Times Magazine-journalisten Sara Corbett, har hun stillet op til et
utal af interviews til aviser, glittede magasiner og diverse talkshows på tv.
Bogen er udkommet i USA, Canada, England og Danmark og indtil nu solgt til
udgivelse i Tjekkiet, Holland, Polen, Brasilien, Rusland og Tyrkiet. Amanda Lindhout ser ud til at befinde sig godt
med at være på. Ikke desto mindre fremstår
den glittede, højhælede version af hende
som en heftig kontrast, når man lige har
lukket hendes bog.
»Man skal huske på, at det er fire og et
halvt år siden, at jeg blev frigivet. Jeg har
været igennem så mange stadier i min
helingsproces, at jeg efterhånden har fundet
en form for fred med min historie. Så det
billede, som man får af mig i medierne, er
en refleksion af, hvordan jeg også har det
nu. Lige nu er dette mit job – at formidle
denne bog, som Sara og jeg har knoklet på i
tre og et halvt år. Det gør jeg gerne,« siger
Amanda Lindhout, der dog medgiver, at det
til tider kan være heftigt igen og igen at
skulle dvæle ved de hårde tider i fangenskab.
»Mit fangenskab var en stor nyhedshistorie
i Canada, ligesom bogen har været en
stor succes. Jeg bliver genkendt på gaden, og
alle forbinder mig med de oplevelser, der
står beskrevet i bogen…«
Hun holder en kort pause.
»Det er ikke altid lige befordrende for min
følelse af styrke at blive set på som en kvinde,
der har været igennem så mange traumer.
Folk får billeder i hovedet, når de ser
mig. Men omvendt fortryder jeg det ikke,
for arbejdet med bogen har været en enestående
helende proces,« siger Amanda Lindhout,
der var meget bevidst om at balanceremængden af grusomheder i bogen.
»De værste af de ting, som jeg blev udsat
for, er ikke med i bogen. Og det behøver de
heller ikke. Det ville ikke have været værdigt
at gå fuldstændig over bord.«
De kaldte det at visitere mig, det, de gjorde ved
mig den morgen i det lokale. Men det, de i virkeligheden
gjorde, var at føre os alle ind i nyt territorium.
Alle drengene var der. Jeg forstod senere,
hvor meget det betød, hvordan det afholdt enhver
af dem fra at dømme de andre i de kommende
måneder. De var draget sammen ind på
et mørkere sted, hvor ingen kunne genvinde sin
værdighed. De blev lige skyldige alle sammen.
Jeg blødte ikke i timer eller dage, men i flere uger
bagefter.
Amanda Lindhout kan i dag bedst beskrive
de 460 dage som 460 år.
»Når man ikke har nogen at tale med,
ikke får nogen som helst stimulation, men
bare ligger på gulvet i mørket med lænker
om anklerne, rotter og kakerlakker, der piler
omkring en, og man ikke aner, om man får
lov at overleve den næste time, føles en dag
vitterligt som et helt år. På den måde ser jeg
tilbage på den tid som et helt liv i sig selv,«
siger Amanda Lindhout, der aldrig gennemlever
en dag uden at tænke på det, som hun
oplevede i Somalia.
Spiste en rådden bananskræl
»Jeg har posttraumatisk stresssyndrom – jeg
mener, selvfølgelig har jeg det, men jeg har
sat mig meget godt ind i den sygdom, jeg
lider af, og jeg har med tiden lært, hvordan
jeg tackler de små ting i hverdagen, der
pludselig kan frembringe de mørkeste minder.
I traumebehandling kalder man dem”triggers”.«
Det kan være en bananskræl, som en
medstuderende på et tidspunkt lod ligge
fremme på bordet ved siden af Amanda.
Lugten kom som et bagholdsangreb og udløste
øjeblikkeligt panik, fordi den frigjorde
mindet om dengang, da hun under fangenskabet
havde været så desperat af sult, at
hun spiste en halvrådden bananskræl, som
hun havde fundet på jorden.
Amanda Lindhout beskriver, hvordan hun ved at have levet
så tæt med de teenagedrenge, der udgjorde størstedelen af hendes
fundamentalistiske gidseltagere, på en måde kom til at forstå dem.
Mening med vanviddet
»Jeg fik en forståelse for, at de er produkter af fattigdom og formet af krig og
vold. Hvis de havde haft et alternativ og for eksempel havde kunnet gå i skole,
ville de have haft mulighed for at træffe nogle anderledes valg i livet. De er
ikke monstre – de er mennesker med deres egne smertefulde historier. Det
perspektiv hjalp mig enormt, da tingene blev meget grusomme, og jeg levede med
daglige voldtægter og kæmpede med at forstå, hvordan det kunne være mit liv. Jeg
indså, at de kun kunne udnytte og terrorisere mig så alvorligt, som de gjorde,
fordi de er ulykkelige, sårede mennesker. Jeg havde en medfølelse, og den var
med til, at jeg formåede at overleve,« forklarer Amanda Lindhout, der blev
taknemmelig for tankens kraft.
»Når man bliver udsat for traumer, er det almindeligt, at fortvivlelsen og
lysten til at opgive konstant kæmper med modstandskraften. Selv nu, fire og et
halvt år efter, er jeg meget bevidst om mine tankespor og min tilgang til mørket
– hvis jeg vågnede en morgen og pludselig ikke orkede at kæmpe, ville jeg være
en anden person om et år,« siger Amanda Lindhout, der med egne ord overlevede
ved at stikke af til lommer af smukke, sjove minder og klynge sig til drømme om
fremtiden.
I fantasien genlevede hun hele sit liv og evaluerede hvert et valg, hun havde
taget.
»Jeg havde ikke andet end tid til at overveje, hvem jeg egentlig var, og hvem
jeg ville være, hvis jeg fik chancen for at leve igen.«
Allerede i fangenskab havde hun en drøm om, hvad hun ville gøre, hvis hun
overlevede.
Et halvt år efter sin frigivelse stiftede Amanda Lindhout nonprofitfonden Global
Enrichment Foundation, som har til formål at understøtte uddannelse og udvikling
i Somalia og Kenya. Det aktivistiske arbejde betyder, at Amanda Lindhout i dag
deler sin tid mellem Alberta i Canada og den kenyanske hovedstad Nairobi. Hendes
femårsplan for fonden er at ekspandere og begynde at arbejde i andre lande som
Afghanistan og Pakistan.
Når man spørger, om hun slet ikke er vred, svarer hun: »Det ville være nemt at
være vred på de mennesker, der tog alt, hvad jeg havde, fra mig. Men hver dag
tager jeg valget at tilgive – det er ikke hver dag, jeg formår det, men jeg
vælger det til. Egentlig ikke så meget for dem, men for min egen skyld. Det
sværeste er faktisk at tilgive mig selv. Mit valg om at tage til Somalia havde
så graverende konsekvenser for de mennesker, som jeg elsker Men man kan jo ikke
gå tilbage i tiden og ændre noget, vel?«
Bogen ”Huset i himlen” af Amanda Lindhout og Sara Corbett udkom i går på Gads Forlag.