Bogudgivelse: Den 32-årige canadier Amanda Lindhout blev taget som gidsel af somaliske gidseltagere og holdt i fangenskab, sultet, slået og voldtaget systematisk igennem 15 måneder. At tilgive både gidseltagerne og sig selv er en del af en helingsproces, som hun stadig arbejder på hver eneste dag.

PERNILLE GLAVIND OLSSON
pernille.glavind@jp.dk

Der er langt fra den velproportionerede, smilende kvinde med bobbet hår, silkeskjorte og høje hæle, der netop har stillet sin sorte Pradahåndtaske fra sig i et mødelokale på sit danske forlag, til det nøgne, radmagre menneske med blå-hvid, voksagtig hud, sorte ringe om anklerne og hår i lange, tynde tråde, som Amanda Lindhout mødte, da hun efter 15 måneders fangenskab kiggede sig selv i spejlet på et hotel i Nairobi i Kenya. Det er fire og et halvt år siden, at hun og hendes medfange, Nigel Brennan, blev frigivet mod en løsesum på 600.000 dollars efter præcis 460 dages mareridt.
Amanda Lindhout er i hjemlandet Canada blevet berømt som den selvlærte krigskorrespondent, der med lige dele blåøjet optimisme og ukuelig beslutsomhed i 2008 rejste ind i det lovløse Somalia. På det tidspunkt havde hun kun haft begrænset succes som freelancejournalist, dels med sin faste klumme i hjemegnen Albertas lokale avis, Red Deer Advocate, dels som reporter for den iranske tv-station Press TV. I sin nye bog, ”Huset i himlen”, skriver hun:

Efter syv måneder i Bagdad rettede jeg sigtet mod Somalia. Grundene virkede ret indlysende. Somalia var et kaos. Der var historier at fortælle – en rasende krig, en truende hungersnød, religiøse ekstremister og en kultur, som man stort set aldrig hørte om. Jeg var godt klar over, at det var et fjendtligt, farligt sted, og at få journalister turde tage dertil. Sandheden var, at jeg var glad for den manglende konkurrence. Jeg regnede med, at jeg kunne opholde mig der kortvarigt og rapportere fra katastrofens udkant.

Den ambitiøse canadier drømte om få solgt sine historier til de store tv-stationer, få et gennembrud som journalist og rykke videre til større bedrifter. I dag erkender hun sin naivitet, og når man spørger, hvor hurtigt efter sin frigivelse, omverdenen konfronterede hende med naiviteten, svarer hun: »Lige med det samme! Men prøv at høre: Jeg var uerfaren, ambitiøs, og ligesom andre unge mennesker i 20’erne følte jeg mig uovervindelig. Jeg har haft mere tid end nogen til at overveje de valg, jeg traf, og da jeg blev mødt af den kritik, argumenterede jeg heller ikke imod. Jeg skal være den første til at sige, at det ikke var den klogeste beslutning – og det har jeg betalt for.«
I dag fremstår Amanda Lindhout som en selvsikker kvinde med lyst på livet.

En kendis i hjemlandet
I forbindelse med sin aktuelle bog, ”Huset i himlen”, som hun har skrevet sammen med New York Times Magazine-journalisten Sara Corbett, har hun stillet op til et utal af interviews til aviser, glittede magasiner og diverse talkshows på tv. Bogen er udkommet i USA, Canada, England og Danmark og indtil nu solgt til udgivelse i Tjekkiet, Holland, Polen, Brasilien, Rusland og Tyrkiet. Amanda Lindhout ser ud til at befinde sig godt med at være på. Ikke desto mindre fremstår den glittede, højhælede version af hende som en heftig kontrast, når man lige har lukket hendes bog.
»Man skal huske på, at det er fire og et halvt år siden, at jeg blev frigivet. Jeg har været igennem så mange stadier i min helingsproces, at jeg efterhånden har fundet en form for fred med min historie. Så det billede, som man får af mig i medierne, er en refleksion af, hvordan jeg også har det nu. Lige nu er dette mit job – at formidle denne bog, som Sara og jeg har knoklet på i tre og et halvt år. Det gør jeg gerne,« siger Amanda Lindhout, der dog medgiver, at det til tider kan være heftigt igen og igen at skulle dvæle ved de hårde tider i fangenskab.
»Mit fangenskab var en stor nyhedshistorie i Canada, ligesom bogen har været en stor succes. Jeg bliver genkendt på gaden, og alle forbinder mig med de oplevelser, der står beskrevet i bogen…«
Hun holder en kort pause.
»Det er ikke altid lige befordrende for min følelse af styrke at blive set på som en kvinde, der har været igennem så mange traumer. Folk får billeder i hovedet, når de ser mig. Men omvendt fortryder jeg det ikke, for arbejdet med bogen har været en enestående helende proces,« siger Amanda Lindhout, der var meget bevidst om at balanceremængden af grusomheder i bogen.
»De værste af de ting, som jeg blev udsat for, er ikke med i bogen. Og det behøver de heller ikke. Det ville ikke have været værdigt at gå fuldstændig over bord.«

Massevoldtægter blev normen
Ret hurtigt efter tilfangetagelsen konverterede Amanda Lindhout og hendes medfange til islam som en del af en overlevelsesstrategi, og i perioder læste hun dagligt i den engelske udgave af Koranen, som gidseltagerne havde givet hende. Amandas muslimske navn blev Amina. Efter gentagne gange at være blevet voldtaget af den samme gidseltager forsøgte Amanda at appellere til en af de mere venligtsindede gidseltagere, om han ikke ville hjælpe ”sin muslimske søster”. Men i stedet greb han til Koranen og læste myndigt kapitel 23, vers 1-6, op for Amanda, hvorefter han påpegede, at det,
som hun blev udsat for, ikke var obligatorisk, men tilladt.
Krænkelserne, som gidseltagerne godtgjorde med reference til Koranen, har ikke ændret Amanda Lindhouts forhold til religionen.
»I mine øjne er islam grundlæggende en smuk religion – jeg har oplevet en ekstrem version af den. Ligesom de fleste andre religiøse grupper i verden er de fleste muslimer tolerante, venlige mennesker. Men tro mig, de linjer i Koranen har jeg diskuteret adskillige gange med mange muslimer, som har fortolket det ind i forskellige, fredelige kontekster.«
Efter et mislykket flugtforsøg fire måneder inde i fangenskabet fulgte en tid, der fik alt, hvad der hidtil havde lignet et mareridt, til at fremstå som det rene vand. Gidseltagerne havde mistet den sidste rest af respekt og medfølelse for deres gidsel, og døden begyndte langsomt at virke indbydende på Amanda Lindhout. Den første gruppevoldtægt beskrives i bogen således:

De kaldte det at visitere mig, det, de gjorde ved mig den morgen i det lokale. Men det, de i virkeligheden gjorde, var at føre os alle ind i nyt territorium. Alle drengene var der. Jeg forstod senere, hvor meget det betød, hvordan det afholdt enhver af dem fra at dømme de andre i de kommende måneder. De var draget sammen ind på et mørkere sted, hvor ingen kunne genvinde sin værdighed. De blev lige skyldige alle sammen.
Jeg blødte ikke i timer eller dage, men i flere uger bagefter.

Amanda Lindhout kan i dag bedst beskrive de 460 dage som 460 år.
»Når man ikke har nogen at tale med, ikke får nogen som helst stimulation, men bare ligger på gulvet i mørket med lænker om anklerne, rotter og kakerlakker, der piler omkring en, og man ikke aner, om man får lov at overleve den næste time, føles en dag vitterligt som et helt år. På den måde ser jeg tilbage på den tid som et helt liv i sig selv,« siger Amanda Lindhout, der aldrig gennemlever en dag uden at tænke på det, som hun oplevede i Somalia.

Spiste en rådden bananskræl
»Jeg har posttraumatisk stresssyndrom – jeg mener, selvfølgelig har jeg det, men jeg har sat mig meget godt ind i den sygdom, jeg lider af, og jeg har med tiden lært, hvordan jeg tackler de små ting i hverdagen, der pludselig kan frembringe de mørkeste minder. I traumebehandling kalder man dem”triggers”.«
Det kan være en bananskræl, som en medstuderende på et tidspunkt lod ligge fremme på bordet ved siden af Amanda. Lugten kom som et bagholdsangreb og udløste øjeblikkeligt panik, fordi den frigjorde mindet om dengang, da hun under fangenskabet havde været så desperat af sult, at hun spiste en halvrådden bananskræl, som hun havde fundet på jorden. Amanda Lindhout beskriver, hvordan hun ved at have levet så tæt med de teenagedrenge, der udgjorde størstedelen af hendes fundamentalistiske gidseltagere, på en måde kom til at forstå dem.

Mening med vanviddet
»Jeg fik en forståelse for, at de er produkter af fattigdom og formet af krig og vold. Hvis de havde haft et alternativ og for eksempel havde kunnet gå i skole, ville de have haft mulighed for at træffe nogle anderledes valg i livet. De er ikke monstre – de er mennesker med deres egne smertefulde historier. Det perspektiv hjalp mig enormt, da tingene blev meget grusomme, og jeg levede med daglige voldtægter og kæmpede med at forstå, hvordan det kunne være mit liv. Jeg indså, at de kun kunne udnytte og terrorisere mig så alvorligt, som de gjorde, fordi de er ulykkelige, sårede mennesker. Jeg havde en medfølelse, og den var med til, at jeg formåede at overleve,« forklarer Amanda Lindhout, der blev taknemmelig for tankens kraft.
»Når man bliver udsat for traumer, er det almindeligt, at fortvivlelsen og lysten til at opgive konstant kæmper med modstandskraften. Selv nu, fire og et halvt år efter, er jeg meget bevidst om mine tankespor og min tilgang til mørket – hvis jeg vågnede en morgen og pludselig ikke orkede at kæmpe, ville jeg være en anden person om et år,« siger Amanda Lindhout, der med egne ord overlevede ved at stikke af til lommer af smukke, sjove minder og klynge sig til drømme om fremtiden.
I fantasien genlevede hun hele sit liv og evaluerede hvert et valg, hun havde taget.
»Jeg havde ikke andet end tid til at overveje, hvem jeg egentlig var, og hvem jeg ville være, hvis jeg fik chancen for at leve igen.«
Allerede i fangenskab havde hun en drøm om, hvad hun ville gøre, hvis hun overlevede.
Et halvt år efter sin frigivelse stiftede Amanda Lindhout nonprofitfonden Global Enrichment Foundation, som har til formål at understøtte uddannelse og udvikling i Somalia og Kenya. Det aktivistiske arbejde betyder, at Amanda Lindhout i dag deler sin tid mellem Alberta i Canada og den kenyanske hovedstad Nairobi. Hendes femårsplan for fonden er at ekspandere og begynde at arbejde i andre lande som Afghanistan og Pakistan.
Når man spørger, om hun slet ikke er vred, svarer hun: »Det ville være nemt at være vred på de mennesker, der tog alt, hvad jeg havde, fra mig. Men hver dag tager jeg valget at tilgive – det er ikke hver dag, jeg formår det, men jeg vælger det til. Egentlig ikke så meget for dem, men for min egen skyld. Det sværeste er faktisk at tilgive mig selv. Mit valg om at tage til Somalia havde så graverende konsekvenser for de mennesker, som jeg elsker Men man kan jo ikke gå tilbage i tiden og ændre noget, vel?«

Bogen ”Huset i himlen” af Amanda Lindhout og Sara Corbett udkom i går på Gads Forlag.